Moderne kanaler er VBR med høj bitrate. I faste CBR-multiplekser er der plads til måske tre, før det løber over — så du spreder snesevis af multiplekser ud over hele båndet, presser QAM-256 igennem overalt, og pludselig skal hele dit anlæg være perfekt: forstærkerlinearitet, tilt, returtab, kabeltilstand over hundredvis af MHz. Ét svagt punkt hvor som helst, og abonnenterne får artefakter, udfald — og du får teknikerbesøg.

TSC statmux pakker alle de VBR-kanaler ned i en håndfuld multiplekser — den ene kanals toppe udfylder den andens dale. Du optager en lille sammenhængende skive spektrum i stedet for hele båndet, og det frigjorte spektrum bruger du på robusthed frem for at proppe mere ind.

Du sætter puljen; TSC fordeler bittene. Du definerer antal kanaler, den samlede MPTS-bitrate og pr. kanal minimum, maksimum og prioritet. TSC fordeler bitrate i realtid efter scenekompleksitet — travl bevægelse får mere, statiske scener giver bits tilbage — så summen altid holder sig inden for dit faste transportbudget med minimal null-padding.

Det tæller mest, hvor spektrum i forvejen er knapt. En MMDS-licens giver dig højst tolv bærebølger — og båndet deles ofte mellem to udbydere med en beskyttelseskanal i midten, så den ene får seks og den anden fem. Eller du har tre DVB-T2-multiplekser, og så er det slut. Ved fem bærebølger — for slet ikke at tale om tre — er statmux ikke en optimering, men den eneste måde at sende en pakke ud, som nogen vil betale for.

Det er samme klasse af dynamisk, scenebevidst ratestyring som AWS Elemental Statmux — leveret som software på din egen GPU-hardware, integreret i samme kasse som transkodning, playout, distribution og fakturering, uden broadcast-encoderlicens pr. node.